Akuthjælp
Som navnet siger indeholder
appen en liste over de akuttilbud, der er tættest på brugeren, så man let kan
finde adresser på alle landets skadestuer og akutmodtagelser, apoteker,
tandlæge- og tandskadevagter eller psykiatrisk hjælp.
I bunden af skærmen ses appens
4 menupunkter:
- Hjem
- Favoritter
- Guide
- Mine data
Under Egen læge kan man angive sin læges adresse og
telefonnummer. Her kunne man også ønske sig at der var mulighed for at taste
telefontider og anden nyttig information ind.
Under punktet Skadestue/akutmodtagelse er mulighederne
angivet sådan at de nærmeste står øverst og så bliver der længere og længere. Dette
afhænger dog af om man har slået telefonens lokalitetstjeneste til. Afstanden
er ikke angivet, hvilket kunne være nyttigt, men til gengæld angives for de
fleste hvad åbningstiden er og den aktuelle ventetid. I skrivende stund er der
kort ventetid i Viborg, hvorimod der oplyses at der er ca. 2 timers ventetid i
Aarhus. Hvor det er relevant er der mulighed for at få rutevejledning fra
Google maps via appen.
For lægevagten angives åbningstid i dag og der er
adgang til en side med åbningstider alle dage samt telefonnummer og vejledning,
som at man f.eks. altid skal ringe først og at man skal huske at medbringe sit
sygesikringskort. Man kan ringe op direkte fra appen alle steder hvor der er
angivet telefonnummer.
Apoteker er ligesom skadestuer angivet efter afstand
og også her er der vist åbningstider og telefonnumre. Man kan markere sit
yndlingsapotek med en stjerne og så gå direkte til dette ved at vælge
menupunktet favoritter.
Punktet guide er en gennemgang af appens faciliteter. Appen
er dog såre simpel at anvende – virker måske en anelse amatøragtig, men
formålet er jo netop at den skal være let og overskuelig at betjene for alle,
både i det daglige og i pressede situationer og det formål synes jeg er opfyldt
til fulde.
Under egne data kan og bør man angive egne
data så som eget navn og adresse samt pårørende. Desuden kan man angive sin
blodtype og eventuelle allergier og andre informationer, som er nyttige i en
sygdoms- eller ulykkessituation.
Appen Akuthjælp er udarbejdet i et samarbejde mellem
de 5 danske regioner og den kan downloades fra App Store eller Google Play.
Endelig kan man hente appen via sms ved at sende teksten "hentapp
akuthjælp" til 1272. Appen er gratis bortset fra eventuel smstakst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar